Hjemmesiden er under revidering
På endevæggen i Samtaleværelset i Folketinget hænger Herman Vedels maleri Fra forhandlingerne om Grundloven 15. juni 1915. Maleriet, der måler 366 cm i højden og næsten 6 meter i bredden, har sandsynligvis ikke været taget ned siden opsætningen i 1918.
Over årene havde støv og materiale samlet sig bag billedet i hulrummet mellem blændramme og lærred, hvilket forårsagede deformation af lærredet. I 2012 gennemførte Bevaringscentret en tiltrængt rengøring af maleriets bagside.
Dansk Stillads Service A/S sørgede for at løfte maleriet ned og byggede et stillads op omkring det, så konservatorerne fik adgang til både for- og bagside.
Bagsiden blev grundigt støvsuget, og støv, kalkflager, blød masonit og nedfaldne kiler blev fjernet fra hulrummet. Herefter monterede vi en bagsidesikring af tre baner hørlærred for at forhindre fremtidige smudsaflejringer.
Til sidst blev maleriets forgyldte ramme fastlagt, renset og retoucheret.